Billedet her er fra en serie jeg skød på TFP-basis i Roskilde Polestudio.

TFP er gratis billeder ….. eller måske rettere “noget for noget”.

Ingen fotograf kan leve af, at fotografere gratis. Det kan jeg heller ikke. Men indimellem kan der være tilfælde, hvor det giver god mening, at indgå en aftale om gratis fotografering. Så det gør jeg også, nogle gange!

TFP er en forkortelse for Time-For-Print og stammer fra den tid, hvor fotografen leverede printede billeder til modellen. I dag er det naturligvis digitale filer der har erstattet dette.

Som fotograf har man brug for at teste nyt udstyr eller nye kreative idéer, hvor der skal bruges en model. For modellen kan det være en sjov måde, at prøve noget nyt og få nogle unikke billeder, som man måske slet ikke på forhånd havde forestillet sig.

Som nævnt i indledningen, er det “noget for noget”. Fotograf og model stiller begge deres tid til rådighed gratis og kan efterfølgende frit benytte billederne.

Du skal således være indstillet på, at jeg muligvis vil benytte billederne som markedsføring på min hjemmeside, facebookprofil, i brochurer eller lignende. Du kan naturligvis selv benytte dem på samme måde.

Har du lyst til at få taget billeder på TFP-basis, så kontakt mig gerne og lad os få en snak om mulighederne. Har du selv en idé til et fantastisk billede, men måske ikke økonomien til at få det taget, så er jeg også altid frisk på at høre nærmere…..

TFP ………………………………….. Gratis
* Fotografering
* Et antal digitale billeder til frit brug (dog ikke salg)
* Fotograf og model kan frit bruge billederne til markedsføring eller privat.
* Billederne må ikke sælges.
* Øvrige betingelser iht skriftlig aftale mellem fotograf og model.
* Læs mine almindelige salgs- og leveringsbetingelser her.

Det praktiske:
En TFP-aftale starter altid med en god idé. Vi skal altså på forhånd have aftalt, hvad det er vi skal lave, ihvertfald rammerne for det. Så kan kreativiteten tage over undervejs. Vi aftaler beklædning, eventuelle rekvisitter, måske brug af make-up artist og naturligvis lokationen.

Vi udarbejder også altid en skriftlig aftale, hvor betingelserne for den gratis fotografering er aftalt.

Jeg accepterer, at du som model ikke nødvendigvis vil have dit navn offentliggjort sammen med billederne. Det skal dog tilføjes at jeg foretrækker billeder med navne, om ikke andet så et fornavn.